CAND. PSYCH. MARGOT JØRGENSEN

Margot Jørgensen er psykolog, autoriseret og specialistgodkendt inden for psykoterapi og børnepsykologi.

Hun har igennem 25 år været internationalt anerkendt for at have udviklet nye og effektive veje til løsning af især vanskelige adfærdsproblemer med børn. Hun er leder af en stor psykologisk rådgivnings- og behandlingsinstitution i København.

Margot Jørgensen har udviklet en måde at forstå adfærdsproblemer med børn, som giver dem, der har med børnene at gøre hjemme, i børnehaven eller i skolen, effektive metoder til at løse problemer, der ellers opleves som umulige.

Metoderne retter sig især mod børn, der beskrives som svært adfærdsvanskelige og ofte får diagnoser som ADHD, Tourette, Dyssocial Personlighedsstruktur eller andet. Sædvanligvis har forældre og professionelle ”prøvet alt", men intet har kunnet løse problemerne. Tværtimod jo mere de prøver, jo værre er problemerne ofte blevet. Forældre og professionelle føler sig derfor ofte magtesløse.

Metoderne giver forældre og professionelle en ny forståelse og nye indfaldsvinkler, som kan bruges helt konkret og effektivt i deres daglige omgang eller arbejde med børnene. De får dermed inspiration til og mod på at løse problemerne.

Disse metoder, der anvendes dagligt i rådgivnings- og behandlingsinstitutionen i København, er oprindeligt udviklet og beskrevet i bogen "Fighter-relationen" af Margot Jørgensen og psykolog Peter Schreiner.

Forståelsesmåden og metoderne har vakt opmærksomhed og er udbredt i adskillige lande. Bogen er oversat til flere sprog.

 
  Webmaster - Globewriters by Maja Korshin